Death Coast Festival løber af stablen 10. og 11. juni 2022 i Esbjerg. Spillestedet Tobakkens 2 scener vil være rammen om de 12-16 bands der over 2 dage vil pulverisere Esbjerg!
Profilen for festivalen er af den gamle skole, med inspiration i Esbjergs rå og kolde havnemiljø, så forvent intet andet end rå, oldschool death, black og doom metal på den gammeldags måde!
Idé- og talsmand René Blavnsfeldt har over 30 år på bagen i den danske musikbranche og i metal undergrunden, hvor han mødte festivalens andre idé- og bagmænd Michael H. Andersen og Morten Nissen i 1991. Om baggrunden for Death Coast Festival siger René:
“For 30 år siden var Esbjerg og omegn arnestedet for alt der havde betydning for ekstrem metal i Danmark. Legendariske bands som Invocator, Maceration, Caustic, Iconoclasm, Chiro Therium, Sacrificial, Autumn Leaves osv. var banebrydende på den spirende danske scene.
Mange legendariske bands som Massacre, Morgoth, Darkthrone, Suffocation, Gorguts, Blasphemy, Incubus, Benediction, Bolt Thrower, Morbid Angel, Immortal fandt vej forbi Esbjerg på deres europæiske tourneer. Death Coast Festival vil bringe Esbjerg tilbage på det ekstreme metal landkort og vi kan forsikre at denne festival ikke bliver et engangsforetagende, men i stedet en festival der år efter år vil præsentere legenderne, de gendannede og de bedste nye talenter indenfor oldschool metal! Allerede det først år vil vi byde på nogle store overraskelser og alle får chancen for at opleve bands som ingen havde troet de skulle få muligheden for at se eller gense!
Festivalens logo er lavet af Vibeke Johansson, der lavede Invocators legendariske Excursion Demise cover, og vi har planer om at involvere mange flere legender fra gamle dage. Death Coast Festival er drevet af kærligheden til de sidste 40 års ekstrem metal og vi accepterer ingen kompromiser. Over 2 dage vil vi på Danmarks bedste indendørs spillested præsentere det ypperste indenfor Death, black og doom metal af den gamle skole!”
Vi ses på Danmarks Death Coast!